|
Tal kan bruges til hvad som helst. Enkelte mediers fortolkning af Finansministeriets budgetredegørelse giver indtryk af uhæmmet kulturvækst - uden den indsigt og de nuancer der er nødvendige for en diskussion om kultur og kvalitet
CulturCommentar:
Det offentliges udgifter til opretholdelse af landets kulturliv er steget med mere end 30% i tiårsperioden 1992-2001, kunne regnedrengene i Finansministeriet meddele i deres Budgetredegørelse 2003 i begyndelsen af februar. Denne vækst fra 9 mia til godt 12 mia tog Politiken op i en stor artikel i marts, og gik også ind i nogle af de detaljer, som regnedrengene havde lagt frem. I artiklen udtrykte jeg bl.a. min undren over tallene.
Man kunne godt i sin forbløffelse få det indtryk, at kulturudgifterne vokser helt ustyrligt. En økonomiprofessor fra København mente f.eks. i Radioavisen, at nu var smertegrænsen nået for det offentliges støtte til teatret. Man kunne dernæst godt frygte, at nogle politikere kunne blive så forskrækkede, at de straks ville kræve indgreb mod denne uhæmmede vækst i kultur- eller teaterudgifterne. Og det er da også sket. Folketingets kulturudvalg har straks stillet spørgsmål til kulturministeren.
Men som i al anden statistik er der grund til at tænke sig om. Tal kan jo bruges til hvad som helst.
Når det offentlige, dvs. stat, amter og kommuner, årligt bruger 12 mia til drift af kulturlivet, så svarer det til godt 2.200 kr pr. indbygger i Danmark. Det kan man abonnere på en avis for i 7-8 måneder! For et beløb af den størrelse får man som borger i Danmark adgangsmuligheder til hele det brede kulturliv: idræt, biblioteker, film, museer, arkiver, teatre, orkestre, skabende og udøvende kunst.
Af de 12 mia udgør udgifterne til biblioteker og idræt hver ca. en fjerdedel. Dvs. resten af det samlede kulturliv koster hver af os 1.100 kr om året. At vi ved hjælp af dette beløb over skattebilletten har muligheden for at få kunstneriske og kulturelle oplevelser i stor stil, må siges at være billigt for den enkelte.
Offentlige teaterudgifter pr. billet
Men det bortforklarer jo ikke, at regnedrengene på område efter område, og altså også på kulturområdet, kan vise, at de offentlige serviceudgifter er vokset temmelig kraftigt. Nu skal man tage i betragtning, at realvæksten i de offentlige udgifter har sit grundlag i en generel samfundsmæssig vækst i perioden. I tiåret fra 1992 til 2001 voksede de samlede offentlige udgifter godt nok med 19%, men deres andel af bruttonationalproduktet formindskedes fra 58% til 54%.
Man skal dernæst ikke tro, at denne vækst i f.eks. kulturudgifterne er noget, der er sket ukontrollabelt. Den er sket på grundlag af politiske beslutninger - i Folketing, amtsråd og kommunalbestyrelser. At støtten til filmen er vokset betydeligt, skyldes jo, at Folketinget har besluttet, at filmstøtten skulle have et meget kraftigt nyk opad. At driften af de kunstneriske uddannelser er blevet meget dyrere, hænger sammen med at Folketinget har besluttet, at der skulle oprettes flere studiepladser. At idrætsudgifterne er vokset med 41% eller godt 800 mio.kr., hænger sammen med, at man rundt om i kommunerne har besluttet at bygge idrætsanlæg og at give øget støtte til idrætten. Og præcis det samme kan man sige om udgifterne til lokalradio/TV, forsamlingshuse, lokalhistoriske arkiver mv., som også er blandt topscorerne.
Figur 1. Offentlige teaterudgifter pr. tilskuer ved statsstøttede teatre, 1992-2001, i henhold til Budgetredegørelse 2003
Hvis vi ser lidt nærmere på teaterområdet i Budgetredegørelsen, så illustrerer man væksten i de offentlige teaterudgifter ved at vise en graf som i Figur 1, der illustrerer, at den offentlige støtte pr. billet stille og roligt er vokset fra 350 kr. i 1992 til 480 kr. i 2001, dvs. med 37%. Men er det nu en rimelig måde, at anskue det her på?
Først og fremmest har regnedrengene puttet alt, hvad der vedrører teater, ind i udgifterne, herunder også udgifter til fejlslagne byggeprojekter på Det Kgl. Teater (Fuglen på Kgs. Nytorv og Turbinehalprojektet) og også udgifter til renovering af Nye Scene. Alt sammen er også noget, der er truffet politiske beslutninger om. Men det er ikke rimeligt at inddrage det, hvis man vil udtale sig om, hvor meget offentlig støtte, der gives pr. teaterbillet.
Offentlige udgifter til produktion af teater
I det følgende ser jeg kun på de offentlige udgifter til produktion af teater, som de fremgår af Danmarks Statistiks årlige opgørelser i serien Uddannelse og kultur. Jeg holder altså bl.a. anlægsudgifter udenfor. Og jeg holder udgifter til abonnementsordningen udenfor.
Figur 2. Offentlig støtte til teaterproduktion. Mio. 2002-kr.
I Danmark brugte vi i 2001-02 812 mio offentlige kroner til at støtte teaterproduktion. Ti år før var beløbet 738 mio. Og her har vi regnet løn- og prisudviklingen fra. Der er i begge tilfælde tale om faste 2002-kr. Figur 2 viser, at de første 4 år lå og svingede omkring 750 mio.kr. I sæson 1996-97 skete der et spring, sådan at niveauet i de følgende sæsoner ligger og kredser om 800-810 mio. kr. Springet i 1996-97 hænger sammen med en ny politisk flerårsaftale om Det Kgl. Teater, som i 2000-kr. står i godt 30 mio.kr. i ekstra tilskud til teatret pr. år. Væksten skyldes også oprettelse af flere nye egnsteatre på baggrund af kommunale beslutninger og Teaterlovens nye ordning med små storbyteatre.
For at få grundlag for at lave statistiske øvelser skal vi også have fat i publikumstallet til de offentligt støttede teatre. Det ses i Figur 3.
Figur 3. Tilskuertal ved statsstøttede teatre. Mio.
På Figur 3 ser man udviklingen i publikumstallet. Fra et niveau på godt 2,5 mio. tilskuere falder det over to sæsoner (1996-97 og 1997-98) til et niveau på godt 2,3 mio. tilskuere. Dette fald hænger sammen med lukningen af Amagerscenen og ABC-Teatret.
Hvis man ser på de offentlige udgifter til produktion af teater og sammenligner dem med tilskuertallene sæson for sæson, altså hvis man sammenholder tallene bag Figur 2 og 3, så får man et diagram som Figur 4. Her er der karakteristisk, at billedet ser meget anderledes ud end på Figur 1. Der er ikke tale om en vækst år for år.
Figur 4. Offentlig støtte til teaterproduktion pr. billet. 2002-kr.
De første 4 år er der tale om fuldstændig stabile offentlige udgifter på ca. 290 kr. pr. billet. Midt i perioden vokser det i løbet af tre år for i de sidste 4 år at ligge stabilt på 345 kr.
Den første pointe er altså, at teaterstøtten ikke er på 480 kr. pr. billet, men på 345 kr. i 2001-02. Den anden pointe er, at realvæksten til teaterproduktion altså ikke har været på 37%, men "kun" på 19%.
Men hvorfor vokser den offentlige støtte pr. tilskuer? Det skyldes - så vidt jeg kan se - hovedsagelig de to tidligere nævnte ting, som peger i samme retning. Billetsalget til offentligt støttet teater falder med ca. 200.000 billetter midt i perioden. Det hænger som nævnt sammen med Amagerscenens og ABC-Teatrets lukning, som ikke betød, at støtten til Den storkøbenhavnske Teaterstøtteordning blev sat tilsvarende ned. Det var en politisk beslutning. Og Det Kgl. Teater fik gennem politiske 4-års aftaler forøget sin årlige driftsstøtte med 30 mio.kr. fra 1996.
Man skal så i øvrigt være opmærksom på, at de 345 kr. pr. billet i offentlig støtte i 2001-02 dækker over meget, meget store forskelle. Fra Det Kgl. Teater med 794 kr. pr. billet over landsdelsscenerne i provinsen med 514 kr. pr. billet til egnsteatre og rejsende børneteatre med ca. 170 kr. pr. billet. Og man skal være opmærksom på, at der er truffet politisk beslutning om, at Det Kgl. Teater skal have tilført ekstra 140 mio.kr. om året til teatrets drift, når Operahuset står færdigt. Det vil betyde, at dette teaters støtte pr. tilskuer vil vokse til 1.375 kr., hvis ikke teatret forøger sit publikum. Og det vil tilsvarende for gennemsnitstallet betyde en forøgelse fra 345 kr. pr. billet til 405 kr. Man ser her, hvordan forholdene for ét teater får stor indflydelse på gennemsnittet. - Nu ser det ud til, at teaterledelsen på Kgs. Nytorv har læst skriften på væggen. For hvad gør man på store institutionsteatre, når man har problemer med tilskuertallene? Jo, man giver sig til at spille børneteater. Her er man sikret et stort og et stabilt publikum, som fragtes ind med busser. Børn er gode til at forbedre publikumsstatistikken med, og så kan de som regel spises af med noget billigt. En anden god måde at øge publikumstallet på har hidtil været at spille musicals. Så det agter man også at gøre på Det Kgl. Teater.
Offentlige teaterudgifter pr. produktion og pr. forestilling
Men er det nu den rigtige måde at beregne "stykprisen" for teater på? Er teatrets produkt den enkelte billet? Det kan man tvivle på. Det relevante mål burde egentlig være en opsætning. Det er grundproduktet i teatret. Hvor mange gange den enkelte opsætning kan spille, eller hvort stort publikum den trækker, er afledte og uforudsigelige konsekvenser af opsætningerne. Hvad er det offentliges udgifter i gennemsnit pr. opsætning i dansk teater? Her kan udviklingen ses på Figur 5.
Figur 5. Offentlig støtte til teaterproduktion pr. opsætning. Mio. 2002-kr.
Figur 6. Offentlig støtte til teaterproduktion pr. forestilling. 2002-kr.
I gennemsnit betalte offentlige kasser 1.655.000 kr for hver nyopsætning i sæson 1992-93. Det tilsvarende tal er nu vokset til 1.766.000 kr. Konklusionen er altså, at den offentlige støtte pr. teateropsætning er øget med 111.000 kr, eller med knap 7%. Og heraf kan de 66.000 kr forklares ved den øgede driftsstøtte til Det Kgl. Teater.
Igen er der meget store forskelle. En opsætning på Det Kgl.Teater koster offentlige kasser 7 mio.kr., mens en opsætning på et Teaterrådsstøttet teater kan laves for ½ mio.kr.
Man kan også fordele den offentlige støtte ud på alle enkeltforestillingerne. Så får man et billede som på Figur 6. Her ser man, at den offentlige støtte pr. forestilling er vokset fra 63.000 kr. i 1992-93 til 69.000 kr. i 2001-02. Der er altså tale om en realvækst på 6.000 kr eller knap 10%.
Igen skal man huske, at vi her taler om gennemsnit. En forestilling på Det Kgl. Teater koster det offentlige godt ½ mio her og nu, mens en forestilling på landets små storbyteatre, egnsteatre, børneteatre og eksperimenterende teatre koster det offentlige ca. en tyvendedel, nemlig 27.000 kr.
Konklusion
Regnedrengene i Finansministeriet har med Budgetredegørelse 2003 villet give indtryk af offentlige udgifter, der bare vokser og vokser. Jeg har gennem teatereksemplet her villet illustrere, at regnedrengenes gennemsnitstal skjuler en helt anden virkelighed. Den offentlige støtte til teaterproduktion er gennem 1990'erne blevet holdt nede på et niveau, der lå på halvdelen eller en tredjedel - afhængig af om teatrets "produkt" er en forestilling eller en opsætning - af den offentlige sektors generelle vækst, der som nævnt var på 19% på de ti år. Teatret sakker altså agterud. Det gør det i forhold til generelle økonomiske udviklinger i samfundet. Og det gør det sandsynligvis også i forhold til andre områder i Kulturministeriet.
Jeg har altså været ude på at indgyde lidt sund skepsis i forhold til det, der ser ud som den drabelige og skinbarlige finansministerielle sandhed. Statistik er båret af interesser.
Og så har jeg slet ikke nævnt, at den svage vækst i teaterstøtten sandsynligvis er blevet ædt op af de overenskomstaftalte pensionsordninger, der er vokset støt frem i teaterbranchen gennem 90'erne, og som nu betyder, at 9% af lønsummen skal indbetales som pensionsbidrag. Lønsummen udgør vel i gennemsnit 70% af omkostningerne ved teaterproduktion.
Og jeg har heller ikke nævnt, at de ekstremt ulige økonomiske vilkår i dansk teater ikke hænger sammen med kunstnerisk kvalitet. Det er ikke sådan, at fremragende teaterkunst belønnes med gode økonomiske vilkår. Det er derimod ofte sådan, at de, der snakker mest om, at de vil/skal producere kvalitet - og det er som regel dem, der oppebærer størst offentlig støtte - at de ikke lever op til kvalitetskravene. Dér, hvor kvaliteten blomstrer, f.eks. i dansk børneteater, og hvor denne kvalitet igen og igen bliver bekræftet f.eks. fra udlandet, er dér, hvor den offentlige støtte pr. produktion og pr. forestilling er mindst.
Måske kunne det snart være på tide at skabe økonomiske forbedringer for dansk teater, særlig for det kvalitativt bedste.
Af Jørn Langsted
professor i dramaturgi ved Aarhus Universitet
Søndag Aften 04/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
